Kvist & Jensen er blevet en del af Grant Thornton - Læs mere her

Udbetalingsgrænsen på skattekontoen forventes nedsat


6. juni 2022
Revision

Virksomheder med indeståender på skattekontoen over 200.000 kr. skal til at reflektere over, hvor de fremadrettet skal placere deres midler. Det foreslås i et lovforslag, at Skattestyrelsen udbetaler alt indestående over 200.000 kr. på skattekontoen d. 15. juni 2022.

I forbindelse med regeringens hjælpepakker under Covid-19 blev udbetalingsgrænsen på skattekontoen hævet, således at virksomheder kunne undgå negative renter i banken ved at indbetale de udskudte A-skatter, AM-bidrag og momsbetalinger uden, at de blev udbetalt igen. Senest blev det vedtaget, at udbetalingsgrænsen skulle ligge på 350 mio. kr. indtil 1. maj 2023, men regeringen har nu fremsat et lovforslag om, at udbetalingsgrænsen skal nedsættes til de ”normale” 200.000 kr. allerede fra 15. juni 2022.

Det forventes, at udbetalingsgrænsen automatisk nedsættes til 0 kr., såfremt virksomhederne den 14. juni har en udbetalingsgrænse højere end 200.000 kr. Er udbetalingsgrænsen den 14. juni derimod på 200.000 kr. eller under, vil den ikke automatisk blive sat ned til 0 kr. Hvis du får penge udbetalt grundet ændringen, vil de automatisk blive udbetalt til virksomhedens NemKonto indenfor 5 hverdage.

Årsagen til, at nedsættelsen er rykket 10,5 måned frem er, at Skattestyrelsen mener, at den høje udbetalingsgrænse på Skattekontoen ikke længere anvendes efter det oprindelige formål, men blot anvendes som anbringelse af likvide midler for virksomheder, der ønsker at undgå negative renter i banken. Ved udgangen af januar 2022 stod der samlet set 47 milliarder kroner på danske virksomheders skattekonti, der ikke kunne forklares med fremtidige betalinger.

Vi forventer, at forslaget vil blive vedtaget i Folketinget, så hvis din virksomhed har et stort indestående på skattekontoen, skal du derfor overveje, hvordan disse midler bedst muligt kan placeres fremadrettet. Måske din virksomhed har et eller flere lån, der kunne være rentable at indfri, for at undgå at betale både negative renter og renter af gælden. Det forventes, at et stort antal virksomheder får penge udbetalt fra skattekontoen, så vi foreslår, at det allerede nu overvejes, hvordan pengene placeres bedst muligt. Både så virksomhedens renteudgifter minimeres, men også for at virksomheden samtidig har en vis fleksibilitet og råderum i det daglige. Vi hjælper naturligvis gerne med at finde den løsning, der passer bedst til lige netop din virksomhed.