Kvist & Jensen er blevet en del af Grant Thornton - Læs mere her

Har du fået tjekket op på eventuelle korrektioner af de indefrosne feriepenge?

Ellers kan det stadig nås!


20. april 2021
Andet

I forbindelse med overgangen til den nye ferielov, kan der i visse situationer være behov for at korrigere de indefrosne feriepenge. Årsagen er den, at ikke alle er omfattet af ferieloven – og hvis ikke man er omfattet af ferieloven, skal der ikke indefryses feriepenge.

Der skal bla. korrigeres hvis følgende er registreret med feriepenge:

  • Direktøren

Direktører er ikke omfattet af ferieloven og der skal derfor heller ikke foretages indbetalinger til feriefonden. En direktør skal her forstås som en person, der er registreret som sådan i virksomhedsregistret.

  • Ejeren

Er du ejer af en personligt ejet virksomhed, anses du ikke som lønmodtager og er derfor ikke omfattet af ferieloven. Der skal derfor som ejer ikke indbetales til feriefonden.

  • Medarbejdende ægtefælle

En medarbejdende ægtefælle, hvor ægtefællen har afgørende indflydelse, er ikke omfattet af ferielovens lønmodtagerbegreb, og der skal ikke indbetales til feriefonden.

  • Andre personer med afgørende indflydelse i virksomheden

Der er tale om personer med afgørende indflydelse når følgende gør sig gældende:

  • Ejer mindst 50% af virksomhedskapitalen
  • Ejer mindst 50% af virksomhedskapitalens stemmeværdi
  • Har en bestemmende andel af virksomhedens kapital
  • Har en bestemmende andel af stemmerne i virksomheden
  • Ejer mindst 10% af virksomhedskapitalen eller 10% af virksomhedskapitalens stemmeværdi og pågældende tilmed også er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion.

Du kan tjekke om der er registeret feriepenge i indefrysningsperioden (01.09.2019 – 31.08.20) enten via lønbureauet eller i e-Indkomst.

Selve korrektionen laves i e-Indkomst.

Herefter skal personen, der er lavet korrektion for, holde øje med sin private E-Boks. Korrektionen skal her godkendes før den er endelig.

Kontakt din revisor, hvis du har spørgsmål eller vi skal hjælpe dig med korrektionen.

Tilbagebetaling af indefrosne feriepenge

Er du fx direktør og har fået udbetalt indefrosne feriepenge, skal disse betales tilbage. Når korrektionen er lavet i E-Indkomst og den er godkendt via den private E-boks, vil der automatisk blive tilsendt en opkrævning.